Salling Fondene støtter det nye TRAIN med 10,3 mio. kr.
Salling Fondene støtter det nye TRAIN med 10 mio. kr.
TRAIN har fået en massiv håndsrækning til etableringen af vores nye lokaler, som er i fuld gang med at blive færdigopført på Sydhavnen i Aarhus. Salling Fondene har valgt at donere 10,3 mio. kr. til, hvad der skal blive Danmarks nye foretrukne spillested. ”TRAIN har i årtier været en bærende del af Aarhus’ musik- og kulturliv og et samlingspunkt for fællesskaber på tværs af generationer. Med de nye rammer på Sydhavnen får TRAIN et markant løft, der både højner musikoplevelsen og kan invitere et endnu større publikum ind. I Salling Fondene er vi glade for at kunne bidrage til, at TRAIN også fremover kan være et sted, hvor musikken bringer mennesker sammen og gør hverdagen bedre,” siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond. Lyd og lys i verdensklasse Byggeriet af det nye TRAIN er i fuld gang og forventes at stå klar til at åbne dørene til september 2026. ”Det er et meget stort projekt, vi har været i gang med at realisere de seneste otte år, og hvor der skal bruges mange ressourcer og anlægsinvesteringer, når man ønsker at gøre det rigtigt. Vi regner med, at det samlet bliver ca. 40 mio. kr. før vi står færdige, og i det lys er vi utrolig beæret over, at Salling Fondene på så afgørende vis støtter op om, at ambitionerne kan realiseres,” fortæller Henrik Puggaard, forperson i TRAIN-fonden. Og ifølge direktør på TRAIN Carsten V. Nielsen vil den store donation fra Salling Fondene give et markant løft til det kommende spillested. "Det er en meget generøs donation, vi har modtaget fra Salling Fondene. Vi bygger et nyt stort spillested, med to scener, helt fra bunden - og der er ingen tvivl om, at vi med støtten til nyt lyd- og lysudstyr nu kan skabe de bedst mulige rammer for livemusikken, for både publikum og musikere. Lyd og lys er helt centrale faktorer i det, vi gør - og med donationen er det nu muligt at indfri, de store ambitioner vi har for byens nye spillested. Det er vi dybt taknemmelige for," forklarer Carsten V. Nielsen, direktør TRAIN. Den sidste koncert på den nuværende beliggenhed bliver 30. maj, og Carsten V. Nielsen forventer, at opførelsen af det nye TRAIN i Sydhavnen står klar til september 2026. *********************** Fakta:
Salling Fondene har doneret 10,3 mio. kr. til TRAIN. Donationen skal bruges til lyd- og lysudstyr
TRAIN er etableret i 1998 af Chris Anker-Petersen
I 2018 blev ejerskabet af TRAIN overdraget til TRAIN-Fonden. En kulturel og almennyttig fond – uden private interesser – med mål, opgave og vision om at præsentere, formidle og understøtte musikken og det rytmiske miljø i Aarhus, regionen og landsdelen
TRAIN blev i år 2000 første gang udpeget som Regionalt Spillested og Kulturelt vækstcenter af Aarhus Kommune og Statens Kunstråd. Senest er spillestedet genudpeget for perioden 2025-2028
TRAIN flytter til nye lokaler i Sydhavnen Aarhus til september 2026
På Sydhavnen øger TRAIN sin kapacitet til to scener - med en kapacitet på henholdsvis 1.500 gæster og 350 gæster.
***********************
Foto: Max Dagø