Der er ingen resultater
25.10.25

Trubaduren Support: Emilio Hestepis

25.10.25
Trubaduren Support: Emilio Hestepis
Venue
TRAIN
Pris (inkl. billetgebyr)
220 kr
Koncertstart
20:00
Dørene åbner
19:00

Trubaduren fejrer 10 år på den danske musikscene med en stor jubilæumskoncert på TRAIN

Denne aften medbringer de nye såvel som gamle travere fra deres efterhånden velproportionerede bagkatalog og måske en gæst eller to.

Trubadurens krøllede univers er fyldt med uforløste romancer, udlængsel, dagdriveri og den altid tilbagevendende trang til nattens søde druer, som hældes i bossa-bowlen og blandes sammen til en farligt god kaffepunch.

Hverdagsbanaliteterne får lidt tiltrængt farve i kinderne, når de slår følge med de lavthængende sydfrugters pulserende optimisme; lige fra sambaens lystige og dansable udskejelser til bodegabossaens beduggede chassé.

Det seks mand store aarhusianske band er kendt for deres karismatiske og underholdende liveoptrædener. Den uhøjtidelige jyske charme får lov til at sprede sig ud i alle jammerkroge, mens der bygges bro mellem drømmen om livet på de støvede fortovsrestauranter i Rio til de barske realiteter på de toppede brosten i København.

Siden de begyndte at smøre deres højtbelagte, dansksprogede rundtenommer af samba, bossa nova og folkelig rock, har Trubaduren efterhånden fået kultstatus i det aarhusianske bymiljø. Derudover har de spillet på en lang række festivaler og spillesteder i hele landet og udgivet flere albums; deres debutalbum ‘Det Går Jo Godt’ (2018), ‘Live fra Ris Ras Filliongongong’ (2019), ‘At Danse Moderne’ (2020) og i det tidlige forår 2025 blev de atter aktuelle med deres tredje studiealbum, ‘Et Stille Ord’, som sågar blev ugens album på P8 Jazz.

Trubaduren udgøres af:

Tobias Stjernholm – Vokal, mundharmonika, trompet Rasmus Bak Christiansen – Guitar Rune Kragh – Harmonika, percussion Tobias Granum – Trommer, percussion Jeppe Abildgaard – Bas Martin Vollertsen – Klaver, percussion, vokal

Oplev Trubaduren live på TRAIN den 25. oktober 2025.

Facebook

Instagram

SUPPORT: EMILIO HESTEPIS

Emilio er født og opvokset i Aarhus og har en magistergrad i litteraturhistorie. Kort sagt: alle de overflødige papirer er på plads. Han er kendt for absurde numre om hverdagens små udfordringer, og så er han med det litterære mixtape “Bygget kun 4 læsehest” blevet enhver bibliotekars våde drøm. Senest har han udgivet Danmarks første sci-fi rapsical “Hjertets mekanik”, som handler om kærlighed og kunstig intelligens.

FAQ

MobileOnly billetter

Dette arrangement sælges med billetter som mobile billetter og kun mobile billetter. Billetten sendes ikke til dig pr. email. Download Ticketmaster-appen eller log ind på Min Profilticketmaster.dk for at se dine billetter.

Hvordan finder jeg til TRAIN?

TRAIN ligger på Toldbodgade 6c, 8000 Aarhus C og du kan finde en rejsevejledning her.

Garderobe

Af sikkerhedsmæssige hensyn er det obligatorisk at aflevere sin jakke og større tasker i garderoben. Det koster 20 kr. pr. jakke/taske.

Koncerten er med ståpladser

Koncerten er med ståpladser. Der er dog enkelte faste siddepladser i siden af salen og på balkonen. De er til fri afbenyttelse for alle koncertgæster og kan ikke reserveres. Har du behov for at sidde ned, opfordrer vi til, at du kommer i god tid, så du kan benytte dig af de faste siddepladser.