Syvsover
Hvis du også går og bander over fraværet af håndspillet, intelligent rockmusik til at forsøde de dystopiske 20'ere så fortvivl ikke; Syvsover har hørt vor klagesang og fikser problemet.Powerpop med finurlige, flabede, grovkornede og smålumre tekster på dansk og en medlemsskare der tæller nogle af de mest bundsolide musikere i Århus.
Hvis du i mødet med Syvsovers univers får associationer til Fleetwood Macs coke- og dramadrevne yachtrock skal du ikke regne med at bandet bliver forargede. Spidser man ører, kan man også ane inspiration fra Big Star, Jonathan Richman, detroitrock som Stooges, MC5 og Sonic's Rendezvous Band, T Rex og The Jesus and Mary Chain.
Ikke noget elitært kunstpis her; Syvsover er usnobbede musiknørder, der laver musik til usnobbede musiknørder.Bandet er i fuld gang med indspilningen af deres kommende debutalbum. Med en masse hårdt arbejde og utallige kritiske gennemlytninger under bæltet, kan man forvente et knivskarpt liveband der ved hvad de vil.
Denne koncert er et samarbejde mellem galleri TESE og TRAIN, booket af TESE's kurator og stifter, Sarah-Kamille.