Katinka Support: hun_sagde
KATINKA ANNONCERER KONCERTER MED HELT NYT BAND.
Fredag den 21. februar sprang Katinka ud som soloartist med den hårdtslående og rørende single ‘Knappenål’, og hun flyver stadig. Efter 12 år i en evigt foranderlig bandkonstellation står Katinka nu helt alene for første gang – både som erfaren musiker og debuterende soloartist. Og ja, man kan sagtens være begge dele på én gang. Det er måske lige præcis dér, Katinka trives allerbedst – lige mellem gråd og grin, mellem styrke og sårbarhed. Og det er også dér, man finder hendes første headliner-koncerter. Den kan man opleve til oktober, hvor Katinka træder ind på scenen på TRAIN i Århus og Store VEGA i København.
Kom og få en rusketur i selskab med Katinka og hendes nye band til en aften fyldt med barberbladsskarp poesi, hvor hun vil spille helt nye sange samt nyfortolkninger fra sit imponerende bagkatalog.
Katinka om sin solodebut:
"Jeg har aldrig haft så store sæbebobler i min mave af spænding, angst og lykke, som jeg har lige nu, hvor jeg skal vise verden, hvordan mine sange lyder, når jeg står på helt egne og skæve ben. Der er så meget, der føles nyt. Det er som at skulle lære at cykle igen – og så opdage, at jeg elsker at cykle, og at jeg ved præcis, hvor jeg vil hen."
Glæd dig til at opleve Katinka live på TRAIN den 30. oktober!
Følg Katinka på:
_____________________________ SUPPORT: hun_sagde
hun_sagde er punket digterpop forklædt i distortede basriffs og energiske omkvæd, der vækker din indre rebel til live. Et mix af ekspressiv energi og et eftertænksomt tekstunivers inviterer lytteren til at reflektere over tilværelsen på godt og ondt.
hun_sagde blev udråbt som vinder af KarriereKanonen 2024, hvor juryen udtalte: “…at man ikke var i tvivl om en kunstner i fuld kontrol. [Musikken] fik lov til at svæve mellem det melankolske og lidt ustyrlige og rå. Og ja, lad os bare sige det – det lidt punkede.”
Med sin rå punk-energi gør hun_sagde sig altså bemærket som et livenavn, man ikke vil gå glip af.
Sangen “Grå Skyer” blev i marts 2025 P3’s Uundgåelige og røg direkte i rotation sommeren over. Samme år udkom singlerne “Vissen Blomst”, som havde premiere på Soundvenue, og “Vindueskarm”, som blev Ugens Crush på P3. I oktober 2025 udkom hendes EP ’Til Mit Efter’; en samling af sange, der i reflekterer over ensomheden og de eksistentialistiske tanker, der opstår, når man mister det, man holder af – både til livet og til døden.
hun_sagde har desuden turneret med Zar Paulo på deres 2023-turné ‘Elendig Software Tour’, og har varmet op for navne som Goss og Patina.
FAQ
TRAIN ligger på Toldbodgade 6c, 8000 Aarhus C og du kan finde en rejsevejledning her.
Af sikkerhedsmæssige hensyn er det obligatorisk at aflevere sin jakke og større tasker i garderoben. Det koster 20 kr. pr. jakke/taske.
Koncerten er med ståpladser. Der er dog enkelte faste siddepladser i siden af salen og på balkonen. De er til fri afbenyttelse for alle koncertgæster og kan ikke reserveres. Har du behov for at sidde ned, opfordrer vi til, at du kommer i god tid, så du kan benytte dig af de faste siddepladser.