Carlina de Place
CARLINA DE PLACE KOMMER TIL TRAIN I 2027
Anmelderroste og Ugens Uundgåelige Carlina de Place tager sit kommende debutalbum med til sine hidtil største koncerter i København og Aarhus i februar 2027.
Med kun få sange i kataloget har Carlina de Place imponeret både lyttere i Danmark og på tværs af kontinenter. Allerede med sine første udgivelser har hun formået at ramme nogle af verdens største playlister, og både P3 og Soundvenue har spået hende til at blive et af Danmarks store musiknavne. Nu tager hun sin roste musik og et kommende debutalbum med til koncert på TRAIN til februar næste år. Om det fortæller hun:
”Det her album har fyldt alt for mig det sidste års tid, fra de allerførste idéer spirede i mit hjemmestudie til jeg for nylig færdiggjorde sangene i LA med nogle virkelig dygtige mennesker. Teksterne er meget personlige, fordi de virkelig afspejler den periode, jeg skrev dem i, og den tid betyder rigtig meget for mig. Der skete meget, både indeni og omkring mig. Så, jeg er helt vildt stolt af det og glæder mig til at dele albummet med jer senere i år! Og så glæder jeg mig mindst lige så meget til at tage sangene med på scenen til mine to største koncerter i februar 2027. At mærke dem i et rum med andre, hvor de ikke længere kun er mine, men noget vi deler i øjeblikket - det er dér, de for alvor får lov til at leve!”
Carlina de Places anden single ’Reminded’ førte til en plads på Soundvenues liste over de bedste sange i 2024, mens hendes fjerde single ’What It Feels Like’ blev Ugens Uundgåelige på P3.
I november 2025 modtog hun fem stjerner og flotte ord med på vejen af GAFFA for sin egen headliner-debut i København og Aarhus:
”Det er sjældent, at en dansk artist udstråler et så tydeligt internationalt potentiale, som Carlina de Place gør.”
★★★★★ – GAFFA, Hotel Cecil
I sommeren 2025 kunne hun blandt andet opleves på SPOT, Heartland Festival og på Syd For Solen til store anmelderroser:
”Hendes enestående stemme og en række fremragende arrangementer, der tilførte hendes sange en tiltrængt tyngde, gjorde Carlina de Places koncert til en tryllebindende oplevelse.”
★★★★★ – Soundvenue, SPOT Festival 2025
På scenen har Carlina de Place følgeskab af et dygtigt band bestående af Viggo Bandholm på keys, Maiken Thunbo på cello, Falke Rasmussen på trommer og Andreas Lund på guitar. Med en fængslende blanding af singer/songwriter og R&B er hun en frisk, ung stemme fra Norden, der fanger både hjerter og sind.
Følg Carlina de Place på:
FAQ
Dette arrangement sælges med billetter som mobile billetter og kun mobile billetter. Billetten sendes ikke til dig pr. email. Download Ticketmaster-appen eller log ind på Min Profil på ticketmaster.dk for at se dine billetter.
Koncerten finder sted i TRAINs nye koncertsale på Kalkværksvej, Sydhavnen.
Koncerten er med ståpladser.